• Kæmpe fusion: I dag får Danmark en ny industrigigant

    ソース: BDK Borsnyt / 28 1 2024 23:15:12   America/Chicago

    Godmorgen! I dag fusionerer to milliardvirksomheder i Danmark. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier Tre amerikanske soldater er blevet dræbt i et angreb i Jordan. Analytiker forudser en voldsom reaktion fra USA. Tre søstre sidder på magten i Harboes Bryggeri. Men et bittert opgør har splittet dem. Dokumenter afslører opsigtsvækkende konflikt om grøn rapport. Bag kulisserne pressede ministerium omdiskuteret metode igennem. Henrik Dahl vil stoppe dansk støtte til »moralsk korrupt« FN-organisation – og kræver en undskyldning fra »pissearrogant« minister. Dansk virksomhed har indført firedages arbejdsuge og opnået »vanvittige« resultater. Dagens vigtige: I dag fusionerer to kæmpe virksomheder i Danmark I dag vil for evigt gå over i dansk virksomhedshistorie, fordi Chr. Hansen og Novozymes vil være fortid. De to har således fået endeligt grønt lys fra EU-Kommissionen og fusionerer mandag under navnet Novonesis. Begge virksomheder producerer enzymer, mikroorganismer og andre ingredienser, der bruges til at fremstille fødevarer, vaskepulver, dyrefoder og meget mere. Novozymes havde i 2022 en omsætning på 17,5 milliarder kroner og beskæftiger 6.781 ansatte. Chr. Hansens omsætning lød i samme år på ni milliarder kroner. Lægger man de to tal sammen, vil virksomheden efter fusionen være den 34. største virksomhed i Danmark målt på omsætning. Det blev allerede offentliggjort tilbage i december, at Novozymes ville overtage Chr. Hansen, men parterne har altså ventet på den endelige myndighedsgodkendelse fra EU. Og den er nu i hus. Det forventes, at tirsdag bliver den sidste dag, at Chr. Hansen-aktier handles på fondsbørsen. Dagens Pilestræde De ældre skal selv bestemme mere. Og sosu'erne skal bruge mindre tid på ligegyldig dokumentation. Kort sagt: Ældreplejen skal sættes fri. Det er en del af ambitionerne i regeringens kommende ældreudspil. Men spørgsmålet er, om det er den rigtige løsning på udfordringerne i fremtiden? Dagens gæst er ældreminister Mette Kierkegaard (M). Fik du læst? Elbiler | Nye superbatterier er på vej, så bør du vente med køb af elbil? Her er eksperternes svar. Uddannelse | Endnu en hemmelighed afsløret på Herlufsholm: Derfor forlod rektor og forstander pludselig den gamle kostskole. Business | »Ølkongen« har i 40 år siddet tungt på magten. Bag linjerne har han forgyldt sig selv. Lige nu Det er anspændt i Mellemøsten. I går kunne USAs præsident, Joe Biden, fortælle, at tre amerikanske soldater blev dræbt i et droneangreb på en militærbase i Jordan. Biden beskylder iransk støtterede kræfter for at stå bag. Det er første gang siden Hamas' terrorangreb 7. oktober sidste år, at amerikanske soldater bliver dræbt i Mellemøsten. Nu afventer verden et amerikansk modsvar. God dag! Venlig hilsen Theresa Thrue Heiredal og Kalle Kehlet, journalister på Berlingske https://www.berlingske.dk/nyheder/kaempe-fusion-i-dag-faar-danmark-en-ny-industrigigant
シェアする